Roskilde Festival sælger billetter ved indgangene

Billetprisen ved indgangen vil være 1.950 kroner - (Foto: Rockphoto)Hvis publikum ikke har sikret sig billetten inden Roskilde Festival, kan den købes ved indgangene – den vil dog være 300 kroner dyrere.

Årets Roskilde Festival er nu ganske tæt på. Endnu er der ikke udsolgt, så festivalen kan allerede nu melde, at der vil blive solgt billetter ved indgangene.

Især udenlandske gæster kan inden længe have svært ved at købe billet hjemmefra, da flere forsalgssteder lukker før festivalstart, så de ikke kan nå at fremsende billetterne til folk.

Højere pris ved indgangen
Hvis man ikke har købt billet, kan man købe ved indgangen til festivalen.

Billetprisen ved indgangen vil være 1.950 DKK. Den højere pris ved indgangen er sat for at påskønne de mange, der køber i forsalg. Forsalget gør det langt nemmere at planlægge årets festival.

Ingen endagsbilletter
Man kan ikke købe endagsbilletter til Roskilde Festival – med én undtagelse. Til den sidste dag, søndag 6. juli, er det muligt at købe billet. Disse billetter kan ikke købes i forsalg, men alene ved indgangen. Prisen er 750 DKK, og de er i salg søndag 6. juli fra kl. 08.00.

Samme søndag er der gratis adgang for personer, der er fyldt 60 år. For at opnå adgang skal man forevise gyldig billedlegitimation, hvoraf fødselsdato fremgår.

Hvor og hvornår de lokale billetsalg lukker
SVERIGE: Ticnet sender ikke billetter ud, men man kan afhente billetter i deres salgssteder til og med 2. juli.
NORGE: Billettservice sender billetter til og med 28. juni – herefter kan billetter afhentes i distributionsleddet (posthuse, 7-Eleven mm.).
ENGLAND: Seeticket har lukket forsalget – gæster henvises til forsalg i Danmark eller til at købe ved indgangene.
TYSKLAND: Eventim lukker salget 30. juni.
ISLAND: Midi lukker salget fredag 27. juni.

Roskilde Festival har igen i år sat 75.000 billetter til salg, og der sælges billetter i mere end 10 lande i Europa samt via festivalens online billetsalg.

Skriv en Kommentar