Shu-bi-dua koncerter november og december 2009
“Hvalborg”, “Vuffeli-vov”, “McArine”, “Den røde trÃ¥d”, “StÃ¥r pÃ¥ en alpetop” og “Sexchikane”. Listen er lang nÃ¥r man tæller Shu-bi-duas hits, og der findes næsten ikke den person i Danmark der ikke har et forhold til de 5 drenge fra Shu-bi-dua. Bandet har gennem 35 Ã¥r turneret i det danske land og har spillet i hver eneste lille flække de kunne fÃ¥ lov til.
“Det er ikke let at være Gasolin’, nÃ¥r Shi-bi-dua indtager Danmark, imens man forsøger at indtage USA”. SÃ¥ledes ifølge Dan Turèll i teksten “For meget, mand” (1977), og tydeligere kunne det ikke siges. I midten og de sene 1970′ere var der to bands, der herhjemme kæmpede om publikums gunst, og det var Gasolin’ og Shu-bi-dua. Den umiddelbare kamp vandt Shu-bi-dua, for Gasolin’ fik ikke hul igennem til det forjættede land og vendte slukøret tilbage og gik i opløsning i efterÃ¥ret 1978. Herefter sad Shu-bi-dua pÃ¥ det brede publikum.
Interessant. Især i betragtning af, at gruppen faktisk blev dannet som lidt af en parentes. Men sÃ¥dan er det med mange populære ting her i livet. Penicilinet blev jo for eksempel opfundet ved en fejltagelse! Men dengang i 1973, hvor Michael Bundesen og Michael Hardinger spillede seriøs rock i gruppen Passport, gik de og havde sjov med at “undersætte” gamle amerikanske rock’n'roll-sange og i det hele taget hygge sig med 1950′ernes musik. I ren og skær kærlighed til genren skrev de sangen “Fed rock”, som de fik udsendt pÃ¥ en single, der i den grad bragede igennem lydmuren, sÃ¥ det meste af nationen kom pÃ¥ fornavn med Shu-bi-dua.
Passport blev dernæst begravet og Shu-bi-dua opgraderet fra hobbyrummet til fuldtidsbeskæftigelse, for der var bred opbakning til disse skøre kugler, som var dukket op sÃ¥ pludseligt og taget førergreb pÃ¥ det danske sprog. Med sangtitler som “Kylling med softice”, “Brutale løg” og “Generatorbouillon”, alene fra debut-lp’en “Shu-bi-dua” (1974), var der ikke dømt business-as-usual i dansk rock, og der gik da ogsÃ¥ kun et par plader, før Shu-bi-dua havde fÃ¥et udvidet fanklubben til ogsÃ¥ at omhandle hr. og fru Hakkebøf. Med andre ord var Familien Danmark stÃ¥et pÃ¥ vognen, og “Shu-bi-dua 3″ (1976), “Shu-bi-dua 4″ (1977) og “78′eren” (1978) med hits som “Hvalborg”, “Vuffeli-Vov”, “McArine” og “Den røde trÃ¥d” kanoniserede nærmest bandet som “nationens band”.
De næste ti Ã¥r udgav gruppen typisk et album hvert andet Ã¥r, og selv om Shu-bi-dua ikke længere var nyskabende pÃ¥ den danske scene, sÃ¥ var gruppen fortsat en velsmurt og driftsikker maskine, som stadig kunne tilfredsstille publikum og indimellem levere en sang til den store danske sangskat som “Midsommervisen” pÃ¥ “Shu-bi-dua 7″ (1980). Efter en relativ stille periode i de sene 1980′ere vendte Shu-bi-dua stærkt tilbage i 1992 med “Shu-bi-dua 13″ (1992) med sangen “Sexchicane”, der i 1993 fik en Grammy som Ã…rets Hit. Senere samme Ã¥r udgav de et julealbum med reggaesange, “Shu-bi-40″ (1993), og i 1998 kunne gruppen fejre 25-Ã¥rs jubilæum med den tredobbelte cd-boks “Shu-bi-læum 73-98″ (1998), som solgte i mere end 150.000 eksemplarer.
Sølvbryllupsfesten sled dog ikke hÃ¥rdere pÃ¥ musikerne, end at de fortsatte ufortrødent ind i det nye Ã¥rtusinde, og i 2005 udkom deres bud pÃ¥ en række fortolkninger af H.C. Andersens eventyr pÃ¥ cd’en “Shi-bi-dua 18″ (2005). Forinden havde gruppen udgivet “Shu-bi-dua 200″ (2003); en handy lille boks med ti cd’er og “200 sange til 200 kroner”. Det var et tilbud, der ville noget, og Shu-bi-duas aktier gik pÃ¥ ny i vejret og cementerede gruppens status. Ikke blot som en af de mest populære, men ogsÃ¥ som den med det største samlede pladesalg i Danmark overhovedet.
Shu-bi-dua har igennem årene været yngleplads for mange musikalske fugle, og bortset fra et mindre orlov har sangeren Michael Bundesen været med fra starten og altid tegnet bandet. Det gør han stadig den dag i dag, hvor han flankeres af Ole Kibsgaard (guitar); Kim Daugaard (bas); Jacob Christoffersen (keyboards) og Peter Andersen (trommer).
I den tidligere nævnte Dan Turèll-tekst hedder det videre: “Det er ikke let at være Shu-bi-dua og har indtaget Danmark og vide, at USA venter”. Hans ræsonnement er logisk nok, for hvilket populært dansk band igennem tiderne har ikke haft udenlandske ambitioner? Nej vel, men Shu-bi-dua har fra første færd valgt at se sig selv som et dansk band, som spillede sine danske sange for et dansk publikum. Gruppen vidste, at dens musik og udtryk var - og er - sÃ¥ dansk, at der skulle lidt af et mirakel til, hvis et ikke-dansktalende land skulle tage bandet til sig og forstÃ¥ og mÃ¥ske ligefrem værdsætte gruppens univers.
Men Shu-bi-dua har faktisk givet et utal af koncerter uden for landets grænser, og det skyldes netop danskheden i deres udtryk. Alle danskere - ung som gammel - har et forhold til gruppen, og beder man en udstationeret dansker udfærdige en liste over tre danske ting, som han eller hun savner, vil listen typisk indeholde leverpostej og/eller remoulade, Piratos og Shu-bi-dua. Muligvis i en anden rækkefølge.
Der ligger den så i dag. Mere end 35 år og 18 regulære albums inde i karrieren er det svært at sige noget om Shu-bi-dua, som ikke allerede er sagt. Gruppen har været her og der og alle vegne, har gjort dette og hint, spillet i by og på land og i det hele taget været omkring sig. Men én ting er sikkert: Lige meget hvem de er, lige meget hvor de er, leverer de varen: Shu-bi er stadig de eneste, der dur.
Shu-bi-dua koncerter november og december 2009:
13. november 2009 - Helsingør - Toldkammeret - Kl. 21.00 - Billet
03. december 2009 - Aalborg - Skråen i Nordkraft - Kl. 20.00 - Billet
