2ManyDjs og Neurosis til Roskilde Festival 2009
- Den 06.05.09
- Festivaler, Musik

Neurosis kommer til Roskilde Festival 2009 (Foto: Brendan Tobin)
Nye musikalske godbidder i form af belgisk mash-up og atmosfærisk metal.
Selvom Roskilde Festivals store plakatoffentliggørelse ligger et par uger tilbage, fortsætter festivalen med at føje navne til programmet et stykke tid endnu. I denne uge sørges der for nye doser af elektronisk anarki og psykedelisk metal.
2ManyDjs (BEL) er et par alsidige og gnistrende kreative belgiere, der har oparbejdet et ry som nogle af mash-up-genrens fremmeste festskabere – også selvom deres udgangspunkt er rockbandet Soulwax. Makkerparret er garanter for et eksplosivt, musikalsk bunkebryllup fuld af skizofren bastard-pop.
Neurosis (US) har haft en enorm indflydelse på udviklingen frem mod den mere eksperimenterende og progressive metal, som den i dag praktiseres af navne som Isis, Tool og Mastodon. Det californiske bands skiftevist hypnotiske og grundrystende shows er kendt for ofte at anvende smukke visuals, der sætter deres symfoniske og kontrasttænkende greb på metalgenren i ekstra relief.

Skriv en Kommentar